Jeg gik på et latterkursus sidste år som en reaktion på nogle svære ting, der skete i mit liv. Jeg var på vej ind i en depression, og min psykolog foreslog mig at henvende mig til en latterinstruktør, og jeg må indrømme, at jeg aldrig har oplevet bedre terapi. Umiddelbart ville jeg indvende, at det må jo være både forceret og kunstigt at tvinge sig selv til at grine, når man i virkeligheden har lyst til at græde, men afstanden imellem de to er faktisk ikke så stor, og det er begge reaktioner på noget ekstremt i en eller anden grad. Jeg har i hvert fald fået det meget bedre.
